torsdag den 29. september 2016

#157 - Om kager og at starte en tradition op

Jeg elsker at se "Den store bagedyst"! Bum, så er det sagt. Det er ikke noget, jeg er helt vildt stolt af, men lets face it, når programmet kører på gu' ve' hvilken sæson, så er der nok andre end mig, som kan lide at se på kager. Jeg har altid syntes, at det er sådan lidt et mormor-program, men hånden på hjertet - jeg er også vild med "Hammerslag" og "Kender du typen?", så måske skal jeg bare sande, at min tv-smag er rimelig mormor-agtig...

Jeg ville ønske, at jeg kunne præstere kager, der bare nåede mange af kagerne i konkurrencen til sokkeholderne (...eller hedder det til lagkagebunden i den her sammenhæng...?), men der er jeg bare slet ikke. Programmet giver mig lyst til at forsøge mig med en ny kage fra tid til anden, jeg lader mig inspirere, og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke også nogle gange ånder lettet op, når deltagernes kager kikser, så jeg kan se, at den slags ikke kun sker for mig. Det er jo det reality-tv kan - få det ned på et niveau, hvor helt almindelige danskere kan være med, men samtidig sørge for, at man kan være bedrevidende fra sofaen, når man godt kan se, at "...den der kage, den når da aldrig at sætte sig!"

Nå, men på Færøerne er vi jo en time efter Danmark. Det er på mange måder pisse-irriterende ift tv, for de få ting jeg gerne vil se i tv starter som regel inden børnene er kommet i seng. Efter at jeg missede det første afsnit, fordi jeg naivt troede, at jeg kunne se det på dr-appen, har jeg nu valgt at vende det til noget positivt og fået lokket ungerne med på kage-trippet. Vi har simpelthen startet en "Den store bagedyst"-tradition. Ungerne er hurtige til at komme i nattøjet og tænderne bliver børstet, og onsdag aften kl. 19 sidder vi så klar i sofaen med tæppet over os og mundvandet klar til at løbe. De lever sig helt ind i det, hepper og krydser finger i spænding, når kagerne skal skæres. Det er så sjovt, og løfter på alle måder programmet lidt ekstra - nu elsker jeg det endnu mere!

- Har I mon samme tradition for at se noget med jeres børn?

fredag den 9. september 2016

#156 - Små tykke lunder

Det var i midten af august, at min søster, svoger og jeg tog til Mykines, den østligste ø heroppe. I første omgang var succeskriteriet, at turen ikke blev aflyst grundet vejret - det var den blevet en gang tidligere og faktisk igen en gang siden. Turen ud var booket med helikopter, som nogle af jer nok har set på instagram, og det var fedt, sådan rigtig fedt!
Mykines er kendt for at være et fugleparadis, og håbet var at se en lunde eller to. Det ønske fik vi til fulde opfyldt. Der var ikke bare en eller to, der var hundredvis af dem. Og de er så charmerende - vraltende rundt som mini-pingviner med orange fødder og næb og gerne med næbbet fuldt af fisk.





Og tak til svoger, Jens Refsgaard, for at der også er et sjældent billede af mig...

tirsdag den 23. august 2016

#155 - At starte op

I sidste uge startede Merle op i skolen. Første dag var med forældre. En kort dag med sang, navneskilte i klassen, uddeling af bøger, lidt information til forældrene og leg til ungerne i hallen. Dag 2 var hun klar - som i "jeg-kan-kan-godt-tage-selv-afsted"-klar! Selvom jeg jo, som mor, overhovedet ikke er objektiv, så synes jeg, at hun er sej. Det er simpelthen gået så godt, og de første legeaftaler er vinget af.
Skoleskemaets indhold ligner vist ret meget det danske, bortset fra at dansk selvfølgelig er byttet ud med færøsk og de første begynder engelsk i 3. klasse. Skoledagens længde derimod ligner ikke det danske. Fire dage til kl. 12.35 og fredag kun til kl. 11.40. Det er super fedt, særligt når Merle er nødt til at blive hjemmeundervist i dansk og engelsk for at kunne følge sin klasse, når vi kommer retur til Danmark.
Og så til det helt vilde. På Færøerne vil man gerne have tilflyttere godt og hurtigt integreret, så derfor udløser Merle støttetimer. Ikke en eller to, nej mange! Vi ved endnu ikke præcist hvor mange - nogle siger 18 timer, andre 20-40 timer... Og vi ved heller ikke præcist hvor længe - nogle siger tre måneder, andre siger hele året! Er det ikke vildt? Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg hørte det. Der skulle komme lidt klarhed i løbet af de næste uge, og selv hvis de trækker lidt (eller endda ret meget...) i land, så synes jeg, at det er total imponerende. 

Nor startede også op i børnehave i sidste uge. De første to dage var en af os med og på dag tre skulle han prøve med en time alene. Og av, det var virkelig ikke rart. Han blev så ked som aldrig før, fuldstændig ulykkelig. Jeg smilte og prøvede mit bedste at lyde overbevisende, men da jeg satte mig i bilen og stadig kunne høre ham hyle, trillede tårerne og jeg følte mig alt andet end sej! Pædagogerne ringede 10 min senere og forsikrede mig om, at nu var alt okay. Da jeg kom retur, var det en glad og smilende dreng, der løb mig i møde med en melding om, at "det har været den bedste dag nogensinde" og at han nu havde fået to venner. Pyhhh.... Så lettede det lige mor-hjertet lidt. For det er jo derfor vi gør det, sender ham afsted i børnehave. Altså ikke for at lette mor-hjertet, men fordi det er tydeligt, at leg med jævnaldrende giver så meget mere - både sprogligt og socialt. Men det er da også en udfordring at komme i en børnehave, hvor man intet kender til hverken børn, voksne eller de fysiske rammer. Jeg ved, at han nok skal blive glad for det, det kommer bare til at tage lidt tid.

tirsdag den 16. august 2016

#154

Viðareiði





I sidste uge havde vi ikke noget vildt på programmet. Ikke noget vildt på programmet, mest bare hygge og familietid. Vi har været på et par ture for at lære lidt nye dele af Færøerne at kende, kørt og vandret - både med og uden A, da der jo er nogen, som er nødt til at arbejde...
Som man kan se på det øverste billede, så har vejret været helt fantastisk. Det er begyndt at blive mørkere om aftenen, men når dagen har været klar, så er der stadig længe lyst om aftenen. Nederste billede er taget tæt på kl. 23.
Midt på ugen slog vejret så om, og så skal jeg da lige love for, at vi fik det hurtige færøske vejrskifte at føle. Alt blev gråt og tæt, det regnede og så blæste det en halv pelikan. Jeg ved ikke præcist, hvad de laver husene af heroppe, men i vores lille træhus (næsten) i vandkanten kunne de 17 m/s i hvert fald mærkes...
I weekenden blev vi flyttet i et andet hus. Her er meget mere plads og alting er i en klart bedre stand, så det er virkelig dejligt. 

Denne uge bliver med en del udflugter. Vi har fået besøg af min søster og svoger, så der er planlagt flere ture. Merle er startet op i skolen i dag. Det er gået rigtig godt på førstedagen, men mere om det senere. I morgen starter Nor børnehave. Han er meget skeptisk, så det bliver spændende.
Ønsker jer en rigtig god uge.

tirsdag den 9. august 2016

#153 - Om at blive en familie igen

Det her indlæg har været i mit hoved i den sidste uges tid. Det fylder for mig, og derfor forsøger jeg mig nu med at få det ned på "papir". Det bliver helt sikkert ikke så velformuleret, som jeg kunne ønske, men se bort fra det, og lad mig tømme hovedet lidt...

Som jeg skrev tilbage i december i det her indlæg, så gjorde jeg mig mange tanker omkring det at blive alenemor for en periode. Og jeg syntes uden tvivl, at det var en hård tilvænning som "splittet familie", hvor ungerne savnede deres far og jeg min kæreste. Det var hårdt at finde ud af, hvordan hverdagen skulle hænge sammen med to unger - en i skole og en i børnehave, fuldtidsarbejde, vasketøj, madpakker, fritidsinteresser, legeaftaler og alt det andet. Hårdt, fordi der kun var mig til at koordinere og mig til at udføre. Og når jeg skriver "kun mig", så er det selvfølgelig lidt løgn, for jeg har jo fået hjælp af både venner og familie, for at få tingene til at hænge sammen, men føj mig lidt og følg hvor jeg vil hen.
Det jeg vil frem til er bare, at det tog tid. Det tog tid for mig, at lære at være eneste voksen på adressen - til det praktiske, til både det søde og sure med ungerne, til at sove i dobbeltsengen, til at træffe beslutninger osv. Jeg fandt ud af det og vænnede mig til det, og det blev hverdagen på godt og ondt.

I starten af juli rykkede vi, ungerne og jeg, jo så teltpælene op og skiftede adresse til Færøerne. Mange har spurgt, om vi har fundet os til rette, og om det var godt at se A. Og ja, det var skønt at se A (og nej, vi har endnu ikke fundet os endelig til rette, men mere om det senere). Ungerne havde savnet deres far og jeg min kæreste. Det er virkelig dejligt at være sammen igen, men det er faktisk ikke så nemt, som jeg lige har forestille mig. Eller som A havde forestillet sig, for han har det cirka på samme måde. Men når man i et halvt år har været alene-voksen med alt hvad dertil hører, så er det svært lige at finde ud af, hvordan man pludselig er to igen. Det minder mig lidt om, når man flytter sammen med sin kæreste. De der små ting og tidspunkter i hverdagen, hvor man lige skal finde ud af, hvem der gør hvad og hvordan vi sammen synes, at tingene skal gøres. Vi har hver for sig kunne være egoistiske (eller så egoistisk som man nu kan være sammen med to børn...) og pludselig skal man vise hensyn og tage en andens tanker og holdninger med ind i planlægningen. Heldigvis er vi med 13 år sammen ikke helt nye for hinanden, men alligevel har det taget tid.

Der er nu gået lidt over en måned, og det har været en måned med rigtig mange skønne stunder, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke også har været et par tårer og en enkelt spydig kommentar hist og her. Men det er okay. Vi har altid haft et forhold, hvor vi har ting, som vi diskuterer, og jeg tror på, at det i længden styrker os. Vi er ved at have fundet rytmen og nu glæder jeg mig bare over igen at være to voksne på adressen - til det praktiske, til både det sure og søde med ungerne, til at sove i dobbeltsengen og til at træffe beslutninger.


mandag den 8. august 2016

#152 - Ólavsøku

Ólavsøku er den færøske nationaldag, som falder d. 28.-29. juli. Til Òlavsøku fejrer man den norske konge, Olav den hellige, i Torshavn. Kong Olav blev kåret til helgen og betragtes vist desuden som den færøske skytshelgen. Han døde d. 29. juli 1030. Det er også d. 29. juli at lagtingets medlemmer, de højeste embedsmænd og præster går i procession fra Lagtinget til domkirken og tilbage. Lagmanden holder sin åbningstale og erklærer dermed Lagtinget for åbent. På den måde kan man sige, at Ólavsøku er en forening af politik og kristendom. Det lyder måske lidt helligt og stift, men det er det slet ikke, det er tydeligt festdage for færingerne.



Den 28. juli lukker de fleste steder ned til frokost, så folk har mulighed for at deltage i festlighederne, ligesom alt er lukket d. 29. juli. Der er optog gennem Torshavn, hvor alle de lokale sportsklubber er repræsenteret. Alle tre Torshavns-fodboldklubber i den bedste række spiller alle på hjemmebane i anledning af festlighederne og afslutningen på årets kaproning er disse dage i Torshavn.
Og så er der altså fest. Sådan rigtig fest med boder i gaderne, tivoli på havnen og musik på pladserne. Det er helt vildt hyggeligt og alle steder er der god stemning. 


Der er jo ingen tvivl om, at den slags fest er sjovest, hvis man er færing og kender en masse mennesker. Vi var så heldige at blive inviteret hjem til den tekniske direktør for det færøske fodboldforbund, Pætur, da han synes, at vi skulle opleve Òlavsøku-stemning. Det minder mig egentlig lidt om nytårsaften, hvor nogle ligger hus til, og så tager man ellers rundt og besøger folk - spiser, drikker og hygger sig.

Pætur og hans kone Birgitta

Og så er jeg simpelthen nødt til at knytte en kommentar til de smukke nationaldragter. Der er forskellige farver, som man kan sammensætte dragten efter. Den bliver syet personligt til den enkelte og er noget, som de fleste samler til over en årrække - sølvknapperne på herrernes bukser og kvindernes bryst, kæden, brochen, spænderne på skoene. En nationaldragts samlede værdi ligger omkring de 25.000 kr. De to nationaldage er det påklædningen for langt størstedelen af færingerne, ung som gammel, og det til alting, ikke kun til festen om aftenen. Det ser SÅ fint ud og er altså også med til at skabe stemning. Det er i hvert fald første gang, at jeg har siddet på et stadion, hvor ikke kun størstedelen af tilskuerne, men også den ene træner, var så nydeligt klædt :-)

lørdag den 30. juli 2016

#151 - Saksun-Tjørnuvik

For et par uger siden gik vi den sejeste tur indtil nu. Vi udnyttede, at vi pt har to biler, så vi kan starte et sted og slutte et andet. Vi startede ud i Saksun, skulle hen over bjerget og ende ned i en anden dal - Tjørnuvik. I Saksun går Atlanterhavet ind i en lomme/bugt og laver ebbe-flod. Som man kan se på tredje billede, så var der ebbe, da vi drog afsted. Vejret var super lækkert den dag, og vi blev derfor lidt overraskede over, hvor koldt det blev, da vi kom på toppen af bjerget og ind i skyerne. Ungerne var mega seje, sådan virkelig seje! Turen var ca 8 kilometer, flere steder var der temmelig stejlt og så var det bare en tur, der kunne mærkes i benene - både op og ned...


Første del af ruten kan ses til venstre for vandfaldet. Den del af turen, op til toppen af fjeldet, var afmærket med gul/røde pinde.



Ret lækkert frokost-view med sol, blå himmel og udsigt.




På toppen blev terrænet lettere, men samtidig gik vi ind i skyerne/tågen og det blev noget sværere at orientere sig. Hen over fjeldet var der afmærket med varder til at hjælpe en med at holde den rigtige retning. Det er nemlig lidt svært i tæt tåge at vurdere, om det er fårenes rute eller vandreruten man står på...





Ikke den bedste sigtbarhed... Fugten og faldet i temperatur betød ingen pause på det stræk. Og vi erfarede vigtigheden af en pose vingummier i rygsækken til lige at give det sidste pift til den 4- og 6-åriges energi og humør.


Målet kunne anes under skyen og så kom varmen lige så stille igen. 


Trods kolde fingre var der godt humør og overskud til at posere sejt.


Udsigt til "Kæmpen og Kællingen" (Risin og Kellingin). Tjørnuvik og dermed vores slutmål ligger i bunden af bugten.



Tjørnuvik og slutningen på vores tur. Vi kom hen over fjeldet og ned lige til højre for kløften, som ses fra toppen og næsten ned til bunden på billedet over. 


Ifølge sagnet havde Island til hensigt at trække Færøerne tættere på, og kæmpen og hans kone (Kæmpen og Kællingen) blev bedt om at udføre denne opgave. Det var ikke helt så let som antaget, og opgaven tog derfor længere tid end planlagt. Da solen steg op, var de to derfor ikke nået længere end det ses her (kæmpen forrest og kællingen med spredte ben bagerste), og de blev forvandlet til sten.
De ser ikke så store ud, men de er altså henholdsvis ca 80 og 70 meter høje...



Da vi kom ned igennem Tjørnuvik fandt vi ud af, at når vejret er godt, så står en af de lokale og bager vafler. Det var den perfekte afslutning på en god tur.

mandag den 25. juli 2016

#150 - Vandfald, høje fjelde og lidt nationalsport

Okay, vi har virkelig været turister og set seværdigheder. Nogle endda flere gange, fordi vi har haft besøg af to omgange og jeg bare synes, at det var must-see...


Der er små vandfald og fantastisk udsigt sådan ca. overalt, hvor man kommer på Færøerne - eller i hvert fald der, hvor vi har været indtil nu. Hvis man, som jeg, er vild med vand, bjerge og udsigt til begge, så har man på en køretur lyst til at stoppe hver 20. meter, for lige at forsøge at forevige det. Og det kan man bare ikke. Om det er lyden, luften, duften eller noget helt fjerde, ved jeg ikke, men det skal opleves.


Udsigten på turen til Gjógv. Det mest fantastiske view ud over vand og klipper.
Lige som mange andre steder heroppe, kører man zig-zag langt op ad bjerget på en et-sporet vej. Kommer der andre biler, så holder man ind på de små indhak, for der er kun plads til én bil af gangen. Mine kollegaer, tidligere elever og sikkert også andre ved, at jeg godt kan have det lidt stramt med højder. Kørsel på de her smalle veje, hvor det nogle steder går meget stejlt ned (og nej, det er ikke tilfældet på billedet, det ved jeg godt :-)) betyder, at jeg har øjnene ret koncentreret rettet mod vejen - uanset om jeg er chaufføren eller passageren. Vi er derfor tilbage ved de omtalte stop hver 20. meter, så jeg stadig kan nyde udsigten...


Gjógv - Kronprinsesse Mary har en bænk her (jo jo...), og dette er udsigten fra hendes plads. Eller faktisk ikke helt, men tæt på, for der sad et ældre ægtepar på bænken, og jeg nænnede ikke at smide dem væk... 


Kaproning er den færøske nationalsport. De ror i 6-, 8- og 10-mandsbåde på distancer der varierer fra 1000-2000 meter alt efter alder. Der er syv stævner i FM i kaproning hen over sommeren. Det sidste er i næste uge til nationaldagen, Ólavsøka, i Torshavn. Til hvert stævne er der fest og hygge, mænd og kvinder i nationaldragter og tv/radiodækning. Det lyder måske ikke så vildt med kaproning, men vi taler altså i Atlanterhavet, godt nok relativt tæt på land og havn, men med hård vind nogle dage og så i træbåde. Jeg synes, at det er ret sejt og håber, at vi får mulighed for at se den sidste omgang i næste uge.


Gásadalur er vildt imponerende, både grundet den fantastisk natur, men mindst lige så meget historien bag. Bygden, og det er faktisk hele bygden man ser på billedet, har ca 15 indbyggere og har været i fare for at blive total affolket. I 2004 besluttede man derfor, som et led i den færøske politik om at bevare beboelserne på Færøerne, at sprænge en knap 2 kilometer tunnel ind til byen. Indtil da var eneste vej dertil over fjeldet (på billedet herunder) eller med helikopter. Posten gik to gange om ugen ruten over fjeldet - det må da have været et postbud med "gode ben"...
Der er fantastisk smukt der med den grønne dal, den lille by omgivet af fjeldene, den stejle klippevæg ned til havet og den ikke mindst vandfaldet. Og så er udsigten fra byen lige så storslået.


Vejen fra tunlen og ned til byen. Hvis man kan lide "find Holger", så  er Merle, Nor og A faktisk på billedet.


Udsigten fra Gásadalur og over til Mykines. Mykines er berømt for sit fugleliv, og jeg håber, at vi når en tur derover inden skolestart...

torsdag den 21. juli 2016

#149

De første to en halv uge er gået, og de er gået vildt hurtigt. Jeg ved ikke om man kan sige, at vi er faldet til, for jeg tror, at det kommer til at tage længere tid, men vi er i hvert fald blevet taget godt imod. Folk er virkelig søde og hjælpsomme.
Det har været lidt svært at finde rytmen, både fordi vi holder ferie og ikke går så højt op i tidspunkter, men lige så meget fordi her er lyst. Virkelig lyst. Det øverste billede er taget midt på eftermiddagen, det nederste er taget ved midnat.
Vi har haft besøg af familie to gange og det har været intet mindre end skønt. En fin måde selv at komme rundt og se lidt af øerne på. Der er så mange helt fantastiske steder, og der kommer mere på bloggen lige så snart jeg er færdig med at sortere i billederne.
De næste par uger er vi bare os. Vi skal rundt og se lidt af Færøerne, pakke alting ned igen (da vi bliver flyttet til et andet hus) og finde lidt mere rytme inden en hverdag med børnehave, skole og nye bekendtskaber skal startes op. Og så er det faktisk rigtig fint, at det efter sigende skulle begynde at blive lidt mørkere om natten igen fra slutningen af juli...



onsdag den 6. juli 2016

#148 - Kapitel 2

Da vi i december besluttede, at der skulle skrives et nyt kapitel i vores liv, vidste vi ikke helt, hvad kapitel 2 ville komme til at omhandle. Vi vidste bare, at det ville blive et forår, hvor en ny familieform skulle testes, hvor der skulle lægges planer og træffes beslutninger. Og det har vi gjort - vi er klar med kapitel 2.

Jeg kan næsten starte kapitel 2, som jeg startede det første... Vi har truffet en stor beslutning. En beslutning som kommer til at betyde mange ændringer, svære perioder, savn, en genvunden titel som familie og afsked med alt det trygge og kendte. Men også en beslutning, som forhåbentlig kommer til at betyde store oplevelser og spændende udfordringer.

Vi har besluttet at flytte til Færøerne det næste år. A er rigtig glad for sit arbejde deroppe, og han bliver mere og mere begejstret for landet, menneskerne og jobbet. Klubben ønskede at forlænge kontrakten. Et ønske A gengældte, men som han ikke var klar til, hvis ikke vi havde lyst at komme op til ham.
Efter mange tanker, snakke og overvejelser - ikke mindst ift mit arbejde, som jeg er virkelig glad for, og børnenes hverdag - så besluttede vi, at vi gør det.

Og det har har vi faktisk allerede gjort - vi flyttede i weekenden til Færøerne for det næste år!

Det har holdt hårdt i den sidste tid, synes jeg. Med fuldtidsarbejde, to unger, afslutning af et skoleår, udlejning af hus, orlov på plads, nedpakning af hus og pakning til et år afsted, så har der været gang i den. Jeg ved, at jeg har skrevet det før, men jeg er så taknemmelig for de mennesker, jeg omgiver mig med i hverdagen.
Mine skønne kollegaer, som kender mig rigtig godt. Som kan se, når de ikke lige skal spørge ind, inden jeg skal ned og føre elever til prøve, fordi jeg er presset. Som giver mig både modspil og medspil. Som siger: "Det gør jeg" for lige at lette mig. Som tager mine morgenvagter, for at hverdagen kan hænge sammen. Som kommer med kække, søde og sjove kommentarer på de helt rigtige tidspunkter. Som gør, at uanset hvor hurtigt dagene går, så nyder jeg at træde ind af døren derude. Som laver underholdning for mig til afslutningsfest. Som giver det ekstra kram.
Mine gode venner, som altid bakker op. Som lige passer ungerne, når jeg har ærinder at løbe. Som inviterer til aftensmad, fordi pizzamanden pludselig tilbyder særaftaler. Som drikker et glas vin med mig, når pusterummet er tiltrængt. Som hjælper med det praktiske i flytterodet. Som besøger mig med kort varsel. Som lægger øre til en masse tanker og får mig til at grine.
Min dejlige familie, som altid er der for mig. Som får det hele til at hænge sammen, når det hele er lidt presset. Som inviterer på aftensmad og hygge. Som passer mine unger i flere dage i streg, for at hverdagen kan gå op. Som tager fridage for at hjælpe med at pakke mit hus ned. Som bringer selskab og underholdning til mine unger. Som lægger øre til mange timers telefonsnak om alt og ingenting. Som tilbringer 36 timer på en båd, for at jeg kan få bragt alt vores habengut herop. Som smider hvad de har i hænderne og hjælper til, når der er for få timer på et døgn og dage på en uge.

De mennesker, som jeg er så taknemmelig for, er også dem, som jeg vil savne afsindig meget, mens vi er afsted. Men jeg ved også at skønne mennesker ikke er mindre skønne, bare fordi jeg ikke ser dem hver dag.

Nu er vi heroppe, og her er godt at være. Det kommer lige til at tage lidt tid at komme ned i gear, men det er jo tid vi har. Og tiden er hele meningen med opholdet heroppe - tid til familien, tid til ro i hverdagen og tid til nye oplevelser.

onsdag den 4. maj 2016

#147 - Når fødselsdagen pludselig falder på en ny dato...

"Er det min fødselsdag i dag???" - er det første Nor har spurgt om, når han vågnede, de sidste tre-fire uger. Og i morgen er så dagen. Eller faktisk er det dagen før dagen. Men officielt dagen. Eller er det uofficielt, at det er dagen....?

Sådan på papirerne, så har han fødselsdag d. 6. maj, men i år falder den altså d. 5. maj. Eller... det har jeg besluttet, at den gør. Og kan man så bare lige flytte en fødselsdag - sådan efter behag...?
Årsagen er den, at A kommer hjem fra Færøerne i aften, og det glæder vi os selvfølgelig alle rigtig meget til. Det bliver SÅ skønt, at han kan være med til at fejre dagen, og ungerne glæder sig tosset til at se ham. DET er da en god fødselsdagsgave. Men lige så skønt det er, at A kommer hjem, lige så hårdt er det, når han skal afsted igen - og det skal han desværre allerede d. 6. maj. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det var mor-hjertet, der løb af med mig, eller om det simpelthen er for at gøre det lettest for mig selv, men jeg kunne simpelthen ikke bære, at dét, der ville komme til at fylde mest på fødselsdagen, var at stå tudende i lufthavnen og sige farvel til far. Og vupti - så flyttede fødselsdagen altså dato, så det i stedet er en 4-års fødselsdag med gaver, hygge, sol og leg i haven (krydser fingre), familiefest og far hjemme!

Det har krævet lidt mere end jeg første havde tænkt at flytte dagen, for det er pludselig vigtigt, at familien ringer på den rigtige "forkerte"dag, at de i børnehaven er med på foretagendet, at alle i familien ved hvorfor de er inviteret en dag før normalt og at vi har talt dage, men ikke snakket dato herhjemme - særligt med en skolepige, som virkelige prøver at følge med.

Nu vil jeg sætte bånd om de sidste gaver og finde flaget frem, så jeg er klar til i morgen - officielt eller uofficielt - at fejre min skønne 4-årige. 

mandag den 2. maj 2016

#146 - Om at føle sig sej!

Vi går ikke op i kønsroller i vores hjem og har ikke typiske køns-rettede opgaver. Faktisk tværtimod - det kan godt blive lidt et princip, at vi netop ikke skal have kønsroller, men vise børnene at man kan det hele uanset køn. Derfor har vi mange ting vi deles om eller endda er modsat kønsrollerne - A vasker meget af vores tøj, jeg renser og sliber terrassen af, A leger frisør med Merle, jeg bygger højbede osv. Og så må jeg alligevel krybe til korset og bekende, at vi jo nok egentlig har nogle ting, som vi bare hver især gør - det er mig, der bager kager og det er A der renser afløb, det er mig planter blomster og det er A der klipper hækken, det er mig der laver salaterne og det er A der står ved grillen. Og græsset - det bliver slået af A!
Eller sådan "plejer" det jo at være, for når A ikke er her, så er der jo ikke andet at gøre end at ringe efter ens far eller svigerfar selv at komme i gang...

Sådan en dag var det i går. Svigerfar havde taget den første omgang græsslåning i år, men nu trængte det bare voldsomt igen.
Og det er altså ikke sådan, at en plæneklipper er en helt ny verden for mig - bevares. Jeg er trods alt vokset op på landet, og har, sammen med min ene søster, haft som fast opgave i hele barn- og ungdommen at slå græs. Det foregik bare på en havetraktor, for der var ligesom tale om lidt større arealer!
Uden at skulle fortælle side op og side ned om min klipning, så kan jeg sige, at det ikke var, da jeg stod og kæmpede for at få plæneklipperen op ad trappen (fordi vi bor på skrånende grund), at jeg følte mig sej. Det var heller ikke, at jeg stod og hev og sled i snoren, for at få den til at starte og den hånligt bare sukkede tilbage. Eller da jeg svedig efter de mange hiv uden held måtte gå hen til naboen for at bede om hjælp til at få liv i den fu**ing maskine. Og slet ikke, da han så smilede, trykkede på en knap tre gange og den bare startede. Eller da jeg for anden gang måtte hente hjælp, fordi jeg ikke har kræfter nok til at flytte vores trampolin alene.

Nej, følelsen kom først rigtigt sammen med svigerfars "du er sej" (fordi han netop ringede og tilbød at klippe mit græs), alt imens jeg spiste en "fordi-jeg-har-fortjent-det"-is med ungerne på den nyklippede plæne.

...og at jeg så pludselig synes, at vi skal have et nyt "bed" med flis, nye kantfliser fordi de gamle er håbløse at slå pænt ind til, en ny rampe så jeg lettere kan få maskinen op og ned, og en ny kanttrimmer - det er en anden historie...

mandag den 22. februar 2016

#145 - Ikke kun tåge og får

Inden jeg tog afsted til Færøerne, spurgte min chef mig, om jeg var klar til at se tåge, gråvejr og får - for det var indbegrebet af stedet. Og ja, han fik da til dels ret. Vi så og oplevede alle tre ting på vores første besøg, men altså okay... Hvis jeg ser bort fra fårene, så kan tåge og gråvejr altså mindst lige så godt beskrive det danske vejr, hvor jeg har været i weekenden, som det kunne det Færøske.

Og helt ærligt - prøv lige at scroll ned og se billederne! Det kan godt være, at det er gråt og storm, men det er altså også noget så fantastisk, storslået og imponerende. Mig skræmmer det ikke væk :-)